Mennesker i min biavl

Värmland d. 18.11.14

Jeg sidder i et lille svensk køkken sammen med Ingvar, Jacob og Ivan. Der er en god varme fra det brændefyrede komfur. På bordet er der sild, blødkogt æg, ost og friskbrygget kaffe – masser af kaffe. Vi er på besøg hos en svensk dronningeavler, der er dybt engageret i arbejdet med den brune bi. Snakken går livligt rundt om bordet. For når fire biavlere mødes om det de brænder for, så går tiden i stå.

 

Min tid som månedens skribent er også ved at gå i stå, for dette er biblad nr. 12. Det betyder at det er mit sidste indlæg, men det betyder også, at der er gået endnu et år! Snart er det jul og nytår, en naturlig tid at tænke tilbage på året der gik. Som alle år har der været glæder, sorger, spekulationer, forløsninger, indsigt og afmagt. Jeg vil bruge min sidste artikel på at prøve at evaluere mit biår og mit skribentarbejde.

Foråret

Vinteren 2013/2014 var historisk mild og kort. Bierne havde næsten ingen yngelstop og alle bifamilier overlevede. For avlen betød det at selektering omkring evnen til overlevelse, ikke var tilstede. Endvidere betød den milde vinter også, at jeg i år oplevede flere varroamider end ellers. Det bliver spændende at se hvordan bierne kommer igennem den kommende vinter. Foråret kom tidligt og bierne samlede pollen i marts måned og dronningerne gik for alvor i æglægning. I mine bifamilier blev der lidt for store yngellejer i forhold til bimængden, hvilket resulterede i at bierne havde nok at gøre med at holde varmen på 35 grader omkring ynglen. Det er ofte en stor fordel med 8 dages regnvejr i en sådan situation, så der bliver klækket nogle bier, mens de sidste vinterbier kan hjælpe med varmeproduktionen. Dette skete ikke i år, da vinterbierne sled sig op med flyveture efter pollen og nektar. Og da rapsen allerede begyndte at blomstre i april, var der kun helt unge bier tilbage i staderne. Disse unge bier kunne ikke samle de enorme mængder nektar rapsen bød på. Her i østjylland var der under hele blomstringen en frisk blæst som var med til at forkorte de unge trækbiers liv. Så jeg fik næsten ikke rapshonning i magasinerne, men til gengæld blev en del yngelleje fyldt op med denne honning.

Sommer

Da alle vore trækplanter nærmest sprag ud i rekordfart i år, var maj og juni ét stort blomsterflor og bierne havde utroligt travlt. Hvidtjørnen blomstrede i en periode med stille vejr og der kom meget nektar i magasinerne. Herefter blev det kløveren, der var nektarkilden. De bifamilier der lukkede deres yngelleje med rapshonning og ikke formåede at få det flyttet op i magasinerne, ja de sværmede. Dette problem er nemt at løse hvis jeg udelukkende ville producere honning, men da det er avlen der er mit fokus må dette problem løses ved selektering. Jeg løfter ikke yngeltavler op over gitteret og de bifamiler der ikke formår at lave plads til dronningens æglægning, udgår af min avl. Efter et blomsterflor og den frodige sommer i de første sommermåneder, blev sensommeren meget varm og tør. Varmen var intens i mange uger, helt ind i august måned, hvilket resulterede i mange bifamilier brugte mange ressourcer på at ventilere og hente vand for at holde temperaturen nede i staderne. På min egn kom der ikke nektar i kasserne i hele juli måned og samtidigt blev yngellejerne for små. Et lille yngelleje og mange mider giver en alt for høj koncentration af mider i det yngel der er tilbage.

Høst

Min honninghøst blev en middelhøst med et gennemsnit på 38 kg. Alt honning er en fin blanding af tjørn og kløver med en flot farve og fin smag. Dronningeavlen er gået over al forventning, jeg har i år fået en meget høj parringsprocent i mine små kasser og dronningerne blev meget fint parret. De var ofte i æglægning på 10 – 12 dagen, hvilket sammen med en parringsprocent på over 80, indikerer at alt er gået op i en højere enhed. Der var dog en periode sidst i juli under den stærke varme at parringerne ikke var tilfredsstillende. Alle led under varmen og jeg tror, at det var dronerne der var problemet eller manglen på dem. For de blev ikke passet ordenligt i bifamilierne, der havde nok at gøre i varmen.

Indvintring

Mine bier var i en dårlig forfatning efter myresyre behandlingen, som jeg på grund af varmen udsatte til sidste halvdel af august. Familierne var mange steder små, og der var bigårde der var ramt af virus som følge af for mange mider. Så jeg besluttede at min indfodering skulle være over lang tid. Jeg fodrede til langt hen i oktober og bifamilierne fylder kasserne med bier og ser rigtig fine ud igen. Jeg er begyndt at notere mig de bifamilier der ikke har mange mider ved behandlingen med myresyre, og her er der meget stor forskel. Om det er arv eller miljøpåvirkning der er udslagsgivende, ved jeg ikke. Måske er det begge dele, da der også kan være tale om epi genetik. Ny forskning viser nemlig at miljøpåvirkning også er arveligt. Efter en laaaang bisæson er der nu kun oxal-syrebehandlingen tilbage og den udfører jeg omkring jul, for først da er alle bifamilier yngelfrie. De biavlere der har behandlet for tidligt i år (november), må overveje en forårsbehandling også.

Biavlsrelationer

Jeg startede min artikel med en lille stemningsbeskrivelse hos Ingvar i Sverige. Dette møde er faktisk meget beskrivende for det der gør, at biavlen betyder så meget for mig. Nemlig mødet med andre mennesker om en fælles sag. I min biavl har jeg rigtig mange relationer til mennesker.

Jeg har relationer i biavlsregi som medlem af dronningeavlerforeningens bestyrelse. Jeg er medlem af avlerringen og er desuden med i avlerforeningen af ligustica bier. I disse forsamlinger er vi biavlere, der har forskellige forudsætninger og udgangspunkt og vi er også konkurrenter med forskelle fagpolitiske standpunkter. Men vi er dybt afhængige af hinanden, da avl af bier kun kan lykkes på længere sigt, hvis vi har samarbejde om avlen der kan fastholde en diversitet af gener (kønsaller). Ellers vil avl skade mere end det vil gavne. Jeg har et nært samarbejde med mange af disse biavlere og mange af bekendtskaberne har med årene udviklet sig til venskaber. En anden vigtig relation for mig, er mødet med 4 andre biavlere i en erfagruppe, hvor vi på skift mødes hos hinanden, og i åben dialog og vidensudveksling hjælper hinanden på en givtig og udviklende måde.

At være skribent

Det har været en spændende udfordring at skrive i år. Dét at skulle definere for andre hvorfor og hvordan jeg gør tingene, har været en lærerig process for mig. I sommermånederne fik jeg ofte skrevet de sidste linjer lige op til deadline, men alle artikler er nået frem til Rolf, som har været en god samarbejdspartner – tak. Også en stor tak til Marie (min datter) for hendes hjælp omkring artiklerne.

Tilbage i køkkenet

Vi kendte ikke på forhånd Ingvar, som så venligt bød os på kaffe i hans køkken i Sverige. Vi havde kontaktet ham via mail og spurgt om vi måtte komme, og han var ikke sen til at byde os velkommen. Han viste os rundt på hans fortryllende dejlige sted, og med den åbenhed fik vi indsigt i hans biavl og arbejdet med bevarelse af genpuljen af de brune bier (som på svensk kaldes for ’de nordiske bier’). Vores fælles interesse bragte os sammen og denne vidensudveksling er vejen frem for bierne og biavlere.

Tak til alle dem som har givet viden videre til mig.

God jul og godt nytår  - Anders Peter.